Bare fordi (nogle) SEO'ere er dygtige til at lave søgemaskineoptimering, betyder det ikke, at de er dygtige til at drive forretning.
I disse dage har SEO'erne travlt med at fortælle os alle, at no-follow-links ikke er noget værd. Og det er jeg så taknemmelig for, at jeg godt vil dedikere dette indlæg til alle de SEO'ere. Det betyder nemlig, at det er blevet nemmere, at skaffe sig no-follow-links - og selvom det måske ikke tæller i søgemaskinerne, kan det jo sagtens tælle på bundlinjen.
Jeg har afsløret meget for jer denne uge, men mine største guld-æg afslører jeg ikke (jeg er gavmild, men ikke dum). Men jeg vil godt afsløre, hvordan du med hjælp fra Google Analytics kan skaffe flere guld-æg i din kurv.
Se der er sider, der giver mig masser af trafik, men intet salg. Så er der sider, der i sammenligning giver meget lidt trafik, men meget salg (og det er den slags sider, min revisor siger, jeg skal skaffe links fra). På Kondomatens blog har jeg eksperimenteret lidt med at linke til artikler på Politiken, der så giver et gratis link tilbage (det er javascript og tæller derfor ikke i søgemaskinerne). Det har givet rigtigt meget trafik med en høj bounce rate og stort set intet salg. Det gider jeg derfor ikke bruge specielt meget krudt på længere.
Omvendt har jeg links på en lille håndfuld sider, der kun giver en brøkdel af den trafik, men jeg lover dig, at de besøgende derfra konverterer. Men hvordan finder man flere af den slags sider? Google i kombination med Google Analytics er svaret!
Her følger opskriften: (kondom-konkurrenter, I bedes surfe væk nu )
Log ind på Google Analytics
Vælg trafik-kilder->Alle trafikkilder
Vælg fanebladet "Målkonvertering"
Sorter listen på "Opnåede mål for konvertering" eller "målværdi pr. besøg" (begge er gode så tag een ad gangen)
Find de sider, der giver gode resultater (det er høj konvertering, ikk'?)
Nu går du ind på Google og laver en related-søgning. En kendt søgemaskine ekspert bruger altid kaffemaskiner som eksempel, så lad os bare ta' det, når nu dette indlæg er dedikeret til SEO'erne. Lad os sige, du sælger kaffe og får specielt god trafik fra siden www.kaffeinfo.dk. På Google laver du denne søgning related:www.kaffeinfo.dk/
Google serverer nu et overflødighedshorn af sider, som du bør kontakte på den ene eller anden måde og fedte dig til et link. Kan du kun få et no-follow-link (evt. fordi det er som kommentar på deres blog) så tag det og skid på, hvad SEO'erne siger!
Er det helt umuligt at få et link, så check deres blog-roll. Den indeholder som regel links til lignende sider
Når du om en måneds tid konstaterer, at din omsætning stiger, så send mig en venlig tanke (og evt. et link til Kondomaten.dk
Det var en lektion i "Find guld-æg med Google Analytics" - håber, du kunne bruge dét tip.
Afrunding
En uge med Google Analytics er overstået, og jeg vil godt sige tak til alle jer, der har læst med og kommet med kommentarer. Jeg håber, at du har fået nogle brugbare tips eller er blevet inspireret til at udforske og bruge Google Analytics meget mere.
Hvis du har mod på mere, så er her en stribe ressourcer, du kan fornøje dig med: Officiel Google Analytics blog. Her skriver holdet bag Google Analytics nyheder og andet guf om programmet. Det er som regel værd at læse.
Web Analytics - an Hour a Day, skrevet af Avinash Kaushnik (ham fra bounce-rate-videoen - han ved, hvad han taler om).
Indeholder en masse guf om web-statistik og analyse deraf. Alle pengene værd.
Advanced Web Metrics, skrevet af Brian Clifton (tidligere medarbejder på Google Analytics). Har ikke selv læst den, men fået den anbefalet. Mon ikke, han har baggrundsviden på plads?
Og her er en rigtig god introduktion til Google Analytics.
Og hvad så, hvis du ikke har en webshop? Jeg ved godt, at jeg er meget fokuseret på folk med webshops. Det er primært fordi, det er så nemt at måle succes på webshops (konvertering). Men alle jer, der ikke har en webshop, har jo også et formål med siden og kan bestemt bruge Google Analytics til noget - at skaffe værdifuld trafik, optimere siden m.m.
Her er endnu en Avinash Kaushik-video om analyse af ikke-webshops:
Det var alt for denne gang. Håber, du bliver ved med at læse med her på bloggen. Måske kommer der en Analytics-uge mere engang.
De sagde:
14 Sep 2008 13:33
Jacob Endnu et rigtig spændende indlæg. Det har været en fornøjelse at have et spændende indlæg at vågne op til hver dag hele ugen. Gid det altid var sådan :)
Jeg havde godt nok et lille håb om at du ville slutte af med at fortælle om opsætning af e-handel i Google Analytics da det virkelig er noget der mangler at blive skrevet noget om på dansk, men det kan være det kommer senere? :)
Ellers ville det være rigtig spændende hvis du brugte din egen idé om en AdWords-uge. Det kunne også være rigtig spændende og brugbar læsning.
Det er nok det mest interessante og brugbare, jeg har læst på en blog i månedsvis...! Og tro mig, jeg læser mange. :-)
I langt de fleste tilfælde forbliver blogindlæg som noget overordnet, vævende radiller - en dans om den varme grød. Tror faktisk jeg snart vil rydde lidt op og smide ud, da det er EKSTREMT sjældent, at der kommer reelt brugbare informationer af at følge med i alle de SEO-blogs m.v.. :-) Det her var en rigtig fina afvigelse fra det "problem".
Håber at se mere fra samme skuffe - fx en Google Analytics Advanced eller lign., hvis du da bruger den til endnu mere avancerede ting. :-)
14 Sep 2008 20:03
V4D5 @Jacob - Jeg er glad for, at du fandt det spændende. Mht opsætning til e-handel, så er jeg lige ved at tro, at jeg også kan fylde en hel uge med det. Det må komme, når jeg har lidt bedre tid. Jeg forsøgte med vilje at holde de her tips fri for alt for meget e-handel, så alle kunne få noget ud af det. Men lige med kanaler og konverteringer så er det lidt mere håndgribeligt, hvis man benytter en webshop som eksempel.
Mht AdWords så er jeg overbevist om, at der er mange af mine læsere, der er bedre end mig til det, men derfor kan det jo godt lave en uge med det (om ikke andet kan jeg jo tiltrække en anden gruppe læsere så)
@Christian - det var godtnok noget af en omgang ros. Tusind tak for det. Er glad for at mine skriverier er blevet værdsat. Lyder jo som om, jeg faktisk ender med at blive i din reader efter din oprydning. Nu får jeg næsten præstations-angst inden de næste indlæg ;-)
Jeg indledte ugen fordi jeg følte, at alt for mange bare installerer Google Analytics og slet ikke bruger det aggressivt nok. Jeg ville vise, at det er forholdsvis nemt at hive noget god info ud af det. -Og at dømme på din kommentar, så har der også været behov for en Analytics uge.
14 Sep 2008 21:55
Jacob Vads: Men har jeg ikke ret i at der slet ikke er skrevet noget om e-handel på dansk? Eller er det bare mig der slet ikke har kunnet finde noget?
Det kan da godt være der er nogen derude der ved endnu mere om AdWords, men så kan vi da tage en snak om det i kommentarerne :) Som Christian siger, så er det lækkert at der er nogen der kan skyde emnet igang med noget håndgribeligt og brugbart og det kunne vi godt bruge endnu mere af :)
V4D5 @Jacob - Jeg ved egentlig ikke, hvad der er af danske artikler/tutorials etc omkring Analytics og e-handel. Der er jo egentlig ikke ret meget om Analytics på dansk, så du har nok ret.
Ska' nok overveje en Adwords-uge også.
@Frank - Tak for roserne og selv tak da. Håber, at jeg kan levere en velskrevet uge en anden gang.
15 Sep 2008 14:30
Rosenstand Hej og tak for linkene! Jeg er nu ikke en af dem, der siger, at no-follow links ikke har værdi. Det har de - brugt rigtigt.
V4D5 Jamen jeg overvejede, om jeg skulle dedikere tippet til alle SEO'ere undtagen Rosenstand, men syntes at det ville være lidt småligt. Så stor i slaget, som jeg er, røg du med ;-)
Ved godt, at det ikke er alle SEO'ere, der anbefaler det, men mange SEO'ere har prædiket os ørerne fulde af, at no-follow links ikke har værdi. Og det passer mig fint, at de siger det. Så når I mødes til SEO'ernes kongres næste gang, så bare syng med på sangen.
P.S. Rettede lige i dit link - håber det er okay.
15 Sep 2008 20:23
Rosenstand Tak for det - det ser da også pænere ud.
Du skulle bare vide, hvor mange sange jeg synger med på... ;-) Nogle gange giver det mere ro at lade folk blive i deres tro, når de er stærke i den. Eller holde dem lidt beskæftiget ved at lege med sidetitlerne på min egen hjemmeside. Eller så'n noget...
18 Nov 2008 17:38
Mads-Peter Jakobsen Tak for de gode råd. Det er interessant nok, at en ting er at få noget ud af sin statistik - noget andet er faktisk at handle på det og måle en forskel. Dit indlæg har inspireret mig til at handle mere...
12 Dec 2008 11:31
Ejvind Jacobsen Det er temmelig dybt for mig det her, men jeg har forsøgt din fremgangsmåde, og jeg er nu blevet meget klogere på hvem mine konkolleger er. Tak for det.
Jeg vil læse med på din blog, for det ser ud til du ved hvad du taler om ;-)
15 Dec 2008 08:34
V4D5 @Mads-Peter og Ejvind. Jamen selv tak da. Jeg er glad for, at I får noget ud af mine indlæg og at I læser med på bloggen. Velkommen til.
29 Dec 2008 23:36
Niels Tybjerg Vil komme med et lidt forsinket tak for nogle lærerige artikler. Skal langt om længe have implementeret analytics på min arbejdsplads' side www.posterland.dk, men har ingen forstand på det, så jeg vil helt sikker benytte dine teknikker. Specielt er jeg meget spændt på, hvad vores konverteringsrater er i forhold til vores adwordskampagne...
Mvh
Niels
26 May 2009 12:45
Morten Tak for en rigtig god og spændende artikel.
Fortsat med det.
mvh
Morten
26 May 2009 14:50
V4D5 @Niels og Morten - selv tak da. Jeg er glad for, at I kan bruge mine artikler. Der skal nok komme mere. Men da jeg gravede dybere i Analytics, blev jeg ret hooked på et andet værktøj i Googles værktøjskasse - Google Website Optimizer. Og det leger jeg så ret meget med nu, så der går nok lidt tid, inden der bliver Analytics-uge her igen. Men skal nok se, om ikke der kommer mere om webanalyse.