11 Sep 2008 08:08

Hvordan sporer man links fra nyhedsbreve eller andre reklamer end Adwords i Google Analytics?

Hvis du har en webshop sender du sikkert nyhedsbreve ud (hvis du ikke gør, så ignorerer du en ekstremt vigtig salgskanal). Lad os antage, at du sender 4000 nyhedsbreve ud – så vil det være rart at vide, hvor mange besøgende du får ud af dem, ikke? -Og specielt rart at vide, hvor mange der køber noget. Det kan også være, du annoncerer på en side og naturligvis vil vide, hvor mange, der klikker på dit banner – og hvor mange af dem, der rent faktisk ender med at købe noget. På Kondomaten har vi kørt nogle Facebook-annoncer. Vi har kørt to forskellige med reklame for kondomer med bedøvelse (hvert link tæller i søgemaskinerne ;-) ). Den ene er målrettet mænd i alderen 18-25, den anden mænd i alderen 25-35. Vi betaler det samme pr. klik, men det kunne jo være interessant at se, om den ene konverterer bedre end den anden. Derfor har vi sat sporing på.

Start med at gå ind på Google Analytics URL builder på http://www.google.com/support/googleanalytics/bin/answer.py?answer=55578
Her udfylder du felterne således:
Webstedets webadresse: Den side, som brugeren skal se. I vores tilfælder er det siden med bedøvende kondomer, så der kommer til at stå http://www.kondomaten.dk/kondomerbedovelse.php

Kampagnekilde: Navnet på siden dit banner, annonce eller link er placeret. Det kan også være i et nyhedsbrev, så i det her tilfælde skriver du Facebook. Det kunne også være nyhedsbrev 21aug eller noget helt tredje.

Kampagnemedie: Her angiver du, om det er et banner, et cost-per-click-link (cpc) eller en email.

Kampagneudtryk: Dette er f.eks. et søgeord, hvis det er noget, brugeren har søgt på. Jeg udfylder den normalt ikke, da jeg ikke har aktuelt brug for den.

Kampagneindhold: Her skriver jeg, hvilken annonce, jeg kører. I dette tilfælde mand18-25. Det er ikke nødvendigt at udfylde den, men den er brugbar, når man kører A/B splittests, som jeg gør i det her tilfælde.

Kampagnenavn: Den behøver du heller ikke udfylde, men kan være rar nok at have med. Jeg vil beskrive den her som "bedøvende kondomer".

Derefter klikker du på "generer webadresse" og så får man et link, der ser sådan ud:
http://www.kondomaten.dk/kondomerbedovelse.php?utm_source=Facebook&utm_medium=Annonce&utm_content=mand18-25&utm_campaign=Bed%C3%B8vende%2Bkondomer
og det er dét link, man skal bruge i sin Facebook-annonce, i sit nyhedsbrev eller som link et tredje sted.

Fremover kan du så se, præcis hvilken annonce, dine brugere kommer fra. Nu skal du så til at se på bounce rate for de brugere, der klikker på din Facebook-annonce og du skal se på, hvor mange af dem, der konverterer. Med konverteringsprocenten kan du hurtigt regne ud, om det kan betale sig at annoncere det pågældende sted.

Din konverteringsprocent udregnes således. Hvis du har 176 besøgende og de fem køber noget, så er din konvertering = 5/176*100 = 2,8%. Hvis du betaler 5 kr. pr klik, så har du betalt 176 * 5 = 880 kr for fem kunder. Det betyder, at hver kunde koster dig 880 kr/5 = 176 kr. Så hvis du tjener minimum 176 kr. pr kunde, ja så kan det betale sig at annoncere. Ellers skal du enten hæve din fortjeneste, øge dit mer-salg eller sænke din pris pr klik, hvis du vil blive ved med at annoncere der.

Det var sporing af henvisninger (og lidt om konvertering til sidst). Håber, det kan bruges.






De sagde:

11 Sep 2008 10:31

Jacob
"Hvis du har en webshop sender du sikkert nyhedsbreve ud (hvis du ikke gør, så ignorerer du en ekstremt vigtig salgskanal)"

Hvor tilmelder man så sig nyhedsbrevet på kondomaten.dk? :)

11 Sep 2008 11:10

Christian
Vil lige sende ros for denne "artikel-serie". Super spændende læsning, som er konkret anvendeligt. Tak skal du ha'!

11 Sep 2008 11:28

V4D5
@Jacob - ahhh... Du magter altid at ramme mit ømme punkt. Man kan tilmelde sig, når man går til kassen, men det er selvfølgelig ikke godt nok. Det ved jeg godt. Men som du ved, er den nye Kondomaten stadig forholdsvis nyfødt ;-)
Det står højt på min to-do-liste og overvejede her til morgen at tilføje det til min forside. Har også overvejet at placere tilmeldingen permanent under indkøbskurven. Der er kun 24 timer i døgnet. Jeg forsøger at nå det hele. Ska' du ikke snart selv i gang med en webshop, Jacob? (Så opdager du, hvor meget man ska' ha' styr på ;-))

@Christian - er glad for, at du kan bruge mine tips. De henvender sig sådan lidt bredt, men jeg gætter på, at de fleste vil kunne finde mindst et tip, de kan bruge, når ugen er omme.




11 Sep 2008 13:03

Jacob
Hehe, du skal bare sige til hvis jeg skal stoppe med at komme med upassende forslag :)

Men jeg glæder mig til at få min mail tilmeldt, så jeg kan følge lidt med i hvad du laver i shoppen :)

Hehe, ja det kunne godt være jeg skulle få min egen shop, så jeg kan bruge tiden på at feje foran min egen dør istedet :)

Jeg mangler bare lige lidt opstartskapital og en god idé til hvad shoppen skal sælge, så det kan ikke vare længe :)

11 Sep 2008 14:03

V4D5
Nej, du skal bare fyre løs. Det er fint nok - det holder mig lidt til ilden. Skal jo også have tilmeldt nogle flere til det nyhedsbrev.



11 Sep 2008 14:22

Rosenstand
Kanon godt, Vadskær! Mere er der ikke at sige om den sag!

11 Sep 2008 14:33

V4D5
Takker Rosenstand. Du er nok så vant til Analytics, at der ikke er så meget at komme efter for dit vedkommende, men du er altid meget velkommen her.

01 Sep 2009 09:42

Peter
Gode, informative informationer. Fedt for nystartede.
Har selv (nystartet) webshop men ingen nyhedsbreve. Hvordan kom du igang? Hvilke værktøjer/hvilken udbyder bruger du? Synes det er svært lige at finde ud af, hvordan man får sat nyhedsbreve op. På forhånd tak!

01 Sep 2009 10:18

V4D5
Tak for det, Peter. -Og tillykke med din nystartede webshop.

Vi har udsendt nyhedsbreve fra starten af, så vi har egentligt altid været i gang. Jeg har selv strikket et system sammen til det, men du kan prøve at kigge på ebrev.info - de har efter sigende et rigtigt godt system. Det er i hvert fald professionelle folk, der står bag.

Som sagt har vi altid udsendt nyhedsbreve, men det er først indenfor de sidste par år, at vi har split-testet vores nyhedsbreve. Når du går i gang med dét, bliver det rigtigt sjovt.

Nyhedsbreve er noget af en kunst. Dels skal de vises korrekt i alle klienter - uanset om folk bruger gmail, hotmail, outlook, thunderbird, mail eller hvad de nu bruger. Der udover skal man få læseren til at klikke sig videre til ens hjemmeside. Det er ikke ubetinget nemt. Men jeg har heller aldrig påstået, at det er nemt. Til gengæld vil jeg godt påstå, at det er nemt at få folk på nyhedsbrevet til at konveretere til kunder ;o)

Held og lykke med dine nyhedsbreve.

Navn: *
Email: * (bliver ikke vist)
Hjemmeside:
Få email, når der kommer ny kommentar?

Kommentar:

Anti-spam-check (beklager, men det er åbenbart nødvendigt):
Hvad er fire + fire? (skriv tal - ikke bogstaver)