15 May 2009 08:25
Sådan tester du din hjemmeside
Dette indlæg vil nok kede faste læsere på bloggen, men for nyligt dukkede et spørgsmål op i en netværksgruppe, jeg er med i. Spørgsmålet handlede om, hvorvidt den ene menu var mere hensigtsmæssig end den anden, og da jeg læste det, tænkte jeg "hvorfor spørger hun om det? Det er da bare at sætte en test op", men fordi man har en hjemmeside, har man nødvendigvis ikke kendskab til tests. (Så derfor dette indlæg)
Inden du søsætter din hjemmeside, har du jo (forhåbentligt) testet, at den virker i de mest gængse browsere. Det var den første test.
Du har sikkert også lavet noget usability-testing som f.eks. coffee shop usability testing eller tænke-højt-testen. Det var den anden test.
-Og så lancerer du din side og alt er godt, ikke?
Nix kammerat. Jeg hørte engang en klog mand sige "din hjemmeside er altid i beta", og det er rigtigt. Man skal hele tiden forbedre sin side.
Så det er først, når du
har lanceret din hjemmeside, at testene starter!
Hvilke muligheder for tests er der
Man deler normalt tests på hjemmesider op i to:
A/B split test og multivariate test (kaldes også MVT)
I en A/B test sætter man to forskellige sider op og tester mod hinanden. Man kan også smide flere sider op mod hinanden, men det kaldes stadig A/B test.
I en multivariate test har man en enkelt side, hvor man tester forskellige elementer. Det kunne typisk være overskrift, skriftfarve, skrifttype, billeder på siden, knapper på siden og tekst på siden. F.eks. kunne man have to forskellige overskrifter og tre forskellige billeder. Når der kommer en bruger, får han en tilfældig kombination og så måler man på, hvilken kombination, der "performer" bedst. -Og når man har fundet en vinder (det kan godt tage lang tid - og det kan også være, at man slet ikke finder en vinder), så kan man implementere dén. Eller hvorfor ikke kaste dig ud i en ny test?
Hvilke værktøjer kan man bruge til tests?
Der findes mange forskellige, men mit foretrukne er klart
Google Website Optimzer (
Officiel hjemmeside) som er både fleksibelt, effektivt og nemt at bruge. Der udover er jeg ved at være ret godt vant med Googles produkter, så selvom deres brugergrænseflade slet ikke er så intuitiv og lækker, så bliver man guidet godt igennem opsætningen.
For nyligt har jeg selv kastet mig over et eksperiment, hvor jeg tester, om en rød, en grøn eller en sort knap virker bedst. Du kan
læse om testen her (og vinde bogen
SEO-LEX 10.0).
Min faste læser Jacob Worsøe har ofte anbefalet disse 101 tips til tests - og dem kan jeg også varmt anbefale. Gode råd, der er nemme at gå til.
Tests er en ideel måde at hæve sin konverterings-procent, så jeg håber, at du fandt inspiration til at komme i gang med at teste.
De sagde: 15 May 2009 08:55
Mette PedersenHej Morten,
tak for tippet - som du selv skriver så er det at man er e-købmand ikke nødvenlødigvis ensbetydende med at man kan det hele. Jeg sidder netop selv og funderer over hvordan jeg skal gøre med mine kategorier for at gøre det så brugervenligt som muligt - og nu vil jeg forsøge mig med en splittest...
Hav en god dag,
Mette, Ko og Ko
www.koogko.dk
15 May 2009 09:14
V4D5Hej Mette.
Jamen selv tak da. Nej - det tog også noget tid, inden jeg opdagede "tests". Men det er virkeligt et genialt værktøj.
Du skal være opmærksom på, at hvis du laver en test med kategorier, så bør du gøre det på tværs af hele hjemmesiden. Det kan man sagtens med Google Website Optimizer, men det kræver lidt JavaScript-kendskab.
Det er muligt, at der er et andet værktøj, der gør det nemmere, men jeg kender ikke til det.
Men du får ikke bedre svar end dét, dine brugere giver dig.
15 May 2009 12:49
Jacob KildebogaardTest er absolut utrolig værdifuldt, og alt for få benytter det og får værdi af det. Men når det er sagt, så skal det også bruges korrekt.
Det er muligt at teste to menuer mod hinanden, men absolut ikke let. Det er heller ikke nødvendigvis det korrekte måde at gøre det på. Hvis to menuer skal testes mod hinanden, så skal det kun være ordlyden af den specifikke tekst på et menupunkt: skal der stå "bøger" eller "litteratur". Jeg kan ikke anbefale at teste en 3 punkts menu mod en 7 punkts menu for at se hvad der konverterer bedst. Der er kvalitative tests meget bedre, da man får en forståelse for brugernes problemer mv.
En ab test er i højere grad til at finde ud af små og specifikke elementer: Grøn vs rød, bøger vs litteratur mv.
Men derfra er det bare at gå i gang. Det er win win og man sparer diskussionerne om hvad der mon er bedst. Test det!
17 May 2009 02:05
MikaelMorten, kunne du lokkes til at lave en tutorial til hvordan man lettest tester i Wordpress, da Googles Website Optimizer ikke (så vidt jeg har erfaret) er særligt brugbar ifbm. php?
Mikael
17 May 2009 02:35
Jacob WGlmrende "pep-talk" :)
Som Avinash også så glimrende siger, så er tests også god måde at risiko-minimere. Hvis man ikke tester kan man risikere at ens landingpage på en eller anden måde fungerer som en kæmpe barriere for kunderne. Det kan være en uheldig formulering eller et misvisende billede eller noget helt tredje. Ved at teste kan man hurtig identificere og fjerne elementer der virker afskrækkende på kunderne.
Fortsat god weekend derude :)
17 May 2009 08:59
V4D5@Jacob Kildebogaard - Man skal selvfølgelig sørge for at teste æbler mod æbler og pærer mod pærer, men når det så er sagt, så har jeg en dejligt anti-akademisk holdning om, at det er bedre at teste "forkert", end slet ikke at teste. Man kan læse sig død i test-teori og aldrig få testet sin hjemmeside. Så vil jeg hellere have en 3-punkts menu testet mod en 7-punkts menu, end slet ingen tests.
@Mikael - Tsk, tsk, tsk... Hvor har du dog den idé fra? Google er generelt meget PHP-venlige og selvfølgelig virker Website Optimizer med PHP. Men generelt kan man jo sige, at Website Optimizer virker på klient-siden og PHP på server-siden, så de to sprog kolliderer på ingen måde, men selv hvis man vil lave mere avancerede tests og selv hacke Website Optimizer er PHP fantastisk til det. I deres Techie Guide bruger de faktisk PHP som eksempel, så du er helt galt på den denne gang. Jeg skal se, om jeg kan få tid til at skrive noget om Google Website Optimizer og Wordpress. Desværre bruger jeg ikke selv Wordpress, så det er ikke rigtigt min hjemmebane, men der er garanteret mange, der godt kunne bruge det.
@Jacob W - Tak. Du understreger netop min pointe i, at man med en test, der er "akademisk forkert" kan opdage, om man har en landingsside, der er helt hen i vejret. Og som du skriver kan en uheldig formulering skade meget. Så en lynhurtig A/B test, der tager 10 minutter at lave, kan virkelig vise sig at øge ens omsætning betragteligt.
23 May 2009 12:25
Jacob Kildebogaard@Vads: Det er rigtigt - der kan sjældent give problemer at teste for meget. Men ud over det rent metodisk korrekte i det, så er det lige så meget at det at teste en menu med forskelligt antal menupunkter kræver en større datamatiker uddannelse.
At teste ét element mod et andet, det kan de fleste forholde sig til programmeringsmæssigt :-)
Jeg er fx ikke bleg for at indrømme at jeg trods mit store virke online ikke er knald-skarp på kodning, så en test med en knap mod en anden, er ca så langt jeg selv når endnu. Men så har jeg heldigvis folk til det mere avancerede kodning ;-)
25 May 2009 01:27
V4D5@Kildebogaard - Jamen, nu har jeg jo også hevet min datamatiker-uddannelse i hus, så hvorfor ikke bruge den til noget? Men jeg giver dig ret i, at man skal kunne kode lidt for at udføre mere avancerede tests. Men alle kan teste et par elementer op mod hinanden.
-Og du ved jo, hvor du kan lære det, hvis det ser for omstændigt ud

30 May 2009 09:38
Jesper WelströmMange tak for et virkeligt godt og meget brugbart tip, for mig i hvert fald. Skal i gang med testning hurtigst muligt.
Cheers igen.
02 Jun 2009 12:15
V4D5@Guitarkaj/Jesper - jeg har lige rettet dit navn. Der er no-follow her på bloggen, så der er egentlig ingen grund til den form for kommentarer. Men bortset fra det, er du velkommen her (dog foretrækker jeg rigtige navne). Og held og lykke med testningen, Jesper. Det er rigtigt fedt med Website Optimizer, men der er også mange andre alternativer.
10 Feb 2010 16:17
monniersjeg vil gerne købe en på den her hjemmeside, men jeg ved ikke om den sikker???